At afbryde: hvornår er det deltagelse, og hvornår er det overtagelse

«Du afbryder mig hele tiden» og «du lader aldrig andre komme til» siges ofte om den samme samtale — af dens to deltagere. Og begge kan beskrive det, der faktisk skete.

Overlapning er ikke det samme som afbrydelse

Deborah Tannens arbejde med samtalestile indførte begrebet kooperativ overlapning: at tale samtidig som tegn på begejstring og deltagelse. I nogle familier og egne er det ganske almindeligt og støder ingen dér.

Besværet opstår mellem stilarter. Den, for hvem overlapning betyder «jeg er med dig», lyder for den, der hører «ti stille», præcis som en, der tager ordet. Ingen af dem er uhøflig: de følger forskellige regler, og begge føler sig forurettede.

Hvad der faktisk gør det til en overtagelse

Den brugbare prøve er ikke samtidigheden, men hvad der sker bagefter. Taler du henover og giver så emnet tilbage — gør hans tanke færdig, beder ham fortsætte — var det overlapning. Er emnet nu dit, og vender han aldrig tilbage til det, han sagde, har du taget ordet.

Den forskel kan man tjekke bagefter og uden skænderi. Se, hvem der gjorde de påbegyndte sætninger færdige. I en samtale med ægte overlapning bliver de fleste påbegyndte sætninger alligevel afsluttet af den, der begyndte dem.

Hvor åbningerne i virkeligheden er

Samtaleforskere beskriver tale som enheder med forudsigelige afslutninger, og det er netop ved de afslutninger — ikke i tavshed — den næste taler normalt kommer ind. Derfor er mellemrummet mellem ture så kort: man sigter efter sømmen i stedet for at vente på en pause.

Det er værd at vide for den, der aldrig kommer til. Du venter formentlig på en tavshed, der ikke kommer. At komme ind ved enden af en færdig tanke er ikke uhøfligt: det er den mekanisme, alle andre allerede bruger.

De to afbrydelser, der altid koster

Den ene er at gøre andres sætninger færdige. Den kommer som regel af velvilje og hastighed og tager sætningen fra dens ejer — særlig ondt gør det på dem, der har brug for et øjeblik til at finde ordene.

Den anden er at afbryde for en detalje, der intet ændrer. «Det var tirsdag, ikke onsdag» standser en fortælling og køber ingenting. Betyder detaljen noget, betyder den også noget om et minut — så kan du spørge.

Sådan reparerer du din egen side

Afbryder du: problemet er næsten aldrig tålmodighed, men frygten for at miste tanken. Skriv den ned — tre ord på papir fritager dig for at sige det nu og lader den anden tale færdig.

Kommer du aldrig til: hold op med at vente på tavshed, og begynd at bruge tankernes afslutninger. Og sig det højt, når det sker: «vent, jeg mistede min» er en sætning, næsten alle respekterer, og den er meget kortere end at ærgre sig over samtalen bagefter.