Smalltalk: hvad den ubrugelige del af en samtale er til for

«Hvordan var trafikken?» bærer ingen oplysning, nogen har brug for. Den bærer noget andet: en prøve på, om vi taler sammen, og et tilbud om at gøre det. Det er hele pointen, og den er ikke lille.

Tale, der findes for at åbne en kanal

Antropologen Bronisław Malinowski beskrev en tale, hvor ordene betyder langt mindre end selve det at tale: hilsener, bemærkninger om vejret, spørgsmål, hvis svar ingen husker. Han kaldte det fatisk fællesskab, og det findes i hvert sprog, der siden er undersøgt.

Målt som overførsel af oplysninger er det en fiasko. Målt som det, det er — et tilbud om kontakt og en kontrol af, at tilbuddet tages imod — er det sparsomt. Vejret er netop valgt, fordi det er ufarligt, fælles og uden betydning.

Hvorfor de, der hader det, som regel hader noget andet

De fleste, der siger, at de ikke kan holde smalltalk ud, kan i virkeligheden ikke holde ud at sidde fast i den. Klagen gælder ikke de første to minutter, men det tyvende, hvor intet har rykket sig, og begge stadig opfører venlighed.

Det er et navigationsproblem, ikke et moralsk. Smalltalk er en gang. Den virker, hvis man går igennem den; den er ulidelig, hvis man bliver stående i den.

Ud af gangen

Trækket er at svare på spørgsmålet og hægte én konkret krog på — noget bestemt nok til at blive spurgt om. «Fint, selvom jeg har brugt hele weekenden på at reparere en cykel» koster én ledsætning og rækker den anden en dør.

Og tag de døre, man rækker dig. De fleste samtaler forbliver overfladiske, fordi begge blev ved med at give sikre svar, mens hver ventede på, at den anden risikerede noget først.

To spørgsmål, der slår «hvad laver du?»

«Hvad har du gået og lavet på det seneste?» virker bedre end jobspørgsmålet: det sorterer ikke folk efter status og tager imod ethvert svar — et projekt, en rejse, en dårlig uge.

Det andet er ganske enkelt at spørge om det, der er foran jer: hvordan man kender værterne, hvad der bragte vedkommende til denne by, om maden dur. Nutidsspørgsmål er lettere at svare på end biografiske og falder ikke til jorden hos en, hvis liv netop nu er indviklet.

Når der virkelig ikke er noget at sige

Tavshed mellem to, der allerede har fået kontakt, er ikke en fiasko. Det fatiske arbejde er gjort; man må gerne stoppe. Det udmattende er ikke smalltalken, men pligten til at fylde hvert hul.

Og at afslutte den er en færdighed for sig. «Jeg henter noget at drikke — godt at se dig» er varmere end at fordufte midt i en sætning, og det lader kanalen stå åben til næste gang, hvilket var meningen fra begyndelsen.